Indhold |
ROC i Australien Desværre er en del af de mange kænguruer, man ser omkring Canberra, trafikdræbte dyr i vejkanten. Canberra 06.03.2005 Kære alle, En lille update her fra bush-hovedstaden. Jeg er siden sidst flyttet til et nyt hus, så fremover er min adresse 33 Berrigan Crescent, O'Connor, ACT 2602. Før var mine housemates 4 australske piger, men nu bor jeg sammen med 4 blandede asiater, så der bliver lavet noget bedre mad i det nye hus! Derudover har jeg i bytte fået et væsentligt større værelse, og huset er hyggeligt og godt beliggende. Jeg har fået købt et brugt klaver, så jeg nu kan spille for mine housemates i tide og utide (lidt undervisning bliver der også tid til), og en bil, så jeg kan komme rundt og på tur :-)
Under klaverflytningen lykkedes det at indfange Peter i et bur, hvor han tydeligvis føler sig hjemme. A propos tur, så var jeg sidste weekend for første gang uden for selve Canberra i og med, at jeg tog med ANU's (udtales ikke "anus") Mountaineering klub og sejlklubben til Jervis Bay ved kysten på vej til Sydney. Det var en vellykket tur, hvor der for mit vedkommende både blev tid til windsurfing, sejlads, snorkling og dasen på stranden, som var en lille lagune-agtig sandstrand omgivet af klippekyst og set med danske øjne beliggende langt fra civilisationen. Desværre var mit kamera løbet tør for elektrisk strøm, så jeg har ingen billeder at vise jer fra turen :-(
Disse endnu levende kænguruer mødte jeg igår på vejen hjem fra lørdagssejlads på Lake Burley Griffin Vi camperede 50 m fra vandet indenfor et stort militært område, som er åbent for offentligheden i weekenden. Andre dyrkede klatring, bush-walking, havkajak m.m., så der var masser af aktivitet og i alt 76 deltagende. Nogle af de andre sejlere spottede springende delfiner i bugten, men jeg var på det tidspunkt for optaget af at prøve at styre et 7.4 kvm windsurfersejl til at se de prægtige dyr. Til gengæld så jeg vist som den eneste en rokke svæve afsted over havbunden.
Eftersom mit eget kamera strejkede, har jeg lånt dette billede, som minder lidt om "vores" sted, fra http://www.southcoast.com.au/jervisbay/ Vejen til Jervis Bay gik gennem et område med det eksotiske navn "Kangaroo Valley", hvor vi stoppede og spiste aftensmad. Her fik jeg for første gang et indtryk af stemningen udenfor byerne. Dog var det eneste vi så til kænguruer dem på den lokale restaurants menukort. Og det var heldigt, for i Kangaroo Valley kørte vi igennem den absolut tykkeste tåge, jeg nogen sinde har set, mens vi bad til, at ingen kænguruer eller cyklister var ude den aften...
I mandags mødtes jeg til en lille frokostpicnic på campus sammen med Bernhard og familie, som i øjeblikket er på ferie i Australien, og tilbage i Canberra for første gang i 12 år. I bedste Fabriciuske stil blev det arrangeret med minutters varsel ;-) Det viser sig, at den bygning Bernhard arbejdede i dengang er nabo til den bygning, jeg nu sidder i. Verden er lille (Canberra er i hvert fald..) Vi har også andet fint besøg for tiden, nemlig af kronprinsen Freddy og hans "Princess Mary of Tasmania". Jeg er overrasket over så meget opmærksomhed hun (ikke de!) får her i Australien. Meget mere en stakkels Prins Charles, som også er på australsk visit i øjeblikket. Ja, Marys popularitet har faktisk ledt mange til at foreslå, at Australien indlemmes under den danske krone i stedet for den engelske. Andre foreslår, at vi (danskerne) kan få Prins Charles og Co., hvis bare aussierne så til gengæld må beholde Mary og Frederik for dem selv, men på trods af, at dette forslag giver god geografisk mening, kan det nok ikke slå igennem, sålænge alle både i Danmark og Australien er vilde med Mary...
Til venstre et forsøg på at ligne en rigtig australier, og til højre et besøg hos den skandinaviske stand til Canberras Multikulturelle Festival i februar. Det gik rent faktisk at bestille en kradser med det hele. Jeg har ringet til ANU's vip kontor og inviteret mig selv til at overvære en ceremoni på tirsdag i forbindelse med den kongelige underskrivelse af en eller anden aftale mellem Australian National University og Københavns og Århus' universiteter. Jeg skal nok skrive igen, hvis jeg får et kys af prinsessen :-) Jeg tror jeg vil holde for denne gang. Nedenfor en håndfuld billeder, der ikke kunne passes ind i den korte tekst, bl.a. et af en stor krabat af en edderkop, jeg fandt på badeværelset for et par uger siden. Der er dog heldigvis tale om en ganske ufarlig Huntsman...vist nok. Jeg håber I alle har det godt og venter spændt på nyt fra dem af jer, jeg efterhånden ikke ved hvad laver og/eller hvor bor... Mange hilsner fra Rejsende Onkel Christian
Køb et par ecco-sko og vind en tur til Danmark - så kan det vel knapt blive mere eksotisk!
|
|