Indhold
8 måneder i 80 billeder
Kære alle,
Som I husker for jeg rundt en del sidste år. Dette rejsebrev fortæller i billeder om hvad jeg har oplevet på farten siden sidst jeg skrev hjem - og det er beklageligvis over et halvt år siden, så der er hele 80 fotos at kigge igennem nedenfor for de nysgerrige. Der er billeder fra min sidste verdensturné tilbage i september og oktober, fra min fars besøg i Australien i november, og fra Christian og min jule- og nytårs-sommerekspedition til Brisbane og alle de spændende steder på vejen. Håber I vil finde dem underholdende :-)
Med hensyn til fremtiden er planen at færdiggøre min PhD-afhandling i løbet af de næste tre til fire måneder. Derefter regner jeg med at komme et smut til Danmark i august eller september i forbindelse med anden rejseaktivitet, og endeligt at rykke teltpælene op og flytte hjem omkring udgangen af året, forhåbentligt inden jul.
Håber I har det godt allesammen og at jeg ser mange af jer inden året er omme.
Mange hilsner fra Rejsende Onkel Christian
Vi starter med Rasmus og Annemaries bryllup i Søllerød Kirke den 16. september, som var længe ventet efter deres mange års uægte samliv. Et brag af en fest fulgte med i købet, og ROC havde sørget for at være tilbage i kongeriget i dagens anledninger.
Lillemil var glad for at se onkel Christian ved samme lejlighed, og sidenhen har jeg måttet høre fra ham på telefonen: "Kommer du og besøger mig?" Det er svært at være onkel og i Australien på samme tid..
Kusine Louise har brokket sig over ikke at være med i nogen af de seneste rejsefortællinger, så jeg måtte drøne en tur til Risskov bare for at få dette billede taget ;-)
Så gik turen til Canada, hvor jeg tilbragte ti dage sammen med gamle Grenoble-venner i Toronto og Montreal.
Hovedstaden Ottawa set fra den frankofone side af floden.
Kevin overraskes af en stor edderkop midt i Ottawa. Australsk wildlife er barnemad ved siden af denne fyr.
Kevin og jeg cyklede en tur i Gatineau nationalpark nord for Ottawa. Bemærk bæverdæmningen bagest i billedet.
Efterårsrødt som det vist kun fås i Canada.
Jeg boede også et par dage i Montreal hos Kartono, min kollegienabo fra Grenoble.
Martin, mig selv og Kartono i Montreal.
Afskedsmiddag med Kim og Kevin i Torontos uhyrligt høje CN Tower.
Toronto skyline set fra CN Towers udsigtsplatform.
Efter Canada gik turen til Rochester i USA, hvor jeg var til årsmødet for the Optical Society of America og præsentere nogle forskningsresultater. På vejen fik jeg set de fantastiske Niagara Falls og det tilhørende tivoli-inferno, som i det mindste ikke kom med på billederne.
Men det er ikke uden grund stedet er så kendt, det er simpelthen enestående.
Rochester var temmelig kedeligt, og jeg havde så travlt med mine tre konferenceforedrag, at jeg ikke har nogen billeder at vise derfra. Men her er et fra Paris, hvor jeg efterfølgende landede den 13. oktober for at være med til årsmødet for the European Optical Society. Her fik jeg også lejlighed til at hygge mig en del med andre Grenoble-venner samt Jeppe fra Danmark.
Sammen med Christoph og Samir var jeg på et videnskabsmuseum i stil med det danske experimentarium, og her så jeg en lille pige der kunne noget jeg tit drømmer jeg kan, nemlig at svæve rundt oppe under loftet ved at puste sig lidt op.
Efter Paris samlede jeg farmand op i København, og så tog vi sammen til Australien, med ti dages stop i Thailand på vejen. Her er vi i Bangkok, hvor vi boede hos Aroms tidligere mand og hans familie og således fik en meget autentisk oplevelse ud af det besøg.
En bangkoksk flodsælger.
Dette er et helt almindeligt skræmmende syn på motorvejene i Bangkok.
Vi boede knapt en uge på ferieøen Koh Samui og tog på udflugt til Angthong marinepark, hvor vi kom helt til tops. Vi så og lugtede også øens vilde aber (ikke vist).
En thailandsk myreåre.
Fars ankomst til Canberra fremprovokerede på kun 20 min - og inden vi nåede frem til mit hus - den værste tordenskylle byen længe havde set. Ustadigt vejr skulle forfølge os i flere uger, så Steen fik ikke helt indtryk af hvor udtørret og regntrængende det meste af Australien officielt er.
Efter et par dage i Canberra tog vi på en længere campingtur rundt i New South Wales, først ned langs den frodige og bjergrige kyst syd for Sydney og Canberra, og derefter med kurs mod det tørre indland og outback'en. Første seværdighed var Pigeon House i Budawang bjergene i Morton nationalpark, hvor far fik bekræftet sin højdeskræk på den svimlende vej mod toppen.
Her har han fået flad grund under fødderne igen på en strand i Murramarang nationalpark.
Aftenstemning ved Newton's Crossing, hvor vi camperede et par dage ned til en lille flod.
Australien er et paradis for "ægte" camping.
Vores udforskning af flodbrederne ved Newton's Crossing var næsten for succesfuld, eftersom vi kom lovligt tæt på flere brown snakes, bl.a. denne som jeg var ved at tisse på, men i stedet valgte at fotografere.
Far kravler her rundt på alle fire i Cocoparra nationalpark for at være sikker på ikke at falde ud over kanten.
Sten vs. Steen. Ingen af dem faldt ud over kanten.
Bushcamping i Cocoparra nationalpark.
Den endeløse outback, her nær Willandra nationalpark lidt uden for Hillston.
Willandra nationalpark i sig selv var lidt af en skuffelse, men vi så da et par store emuer samt kænguruer i fuld gahop over de flade vidder, og oplevede at køre i grøften da en pludselig regnbyge med ét gjorde de støvede veje til nogle fedtede skøjtebaner.
På vejen tilbage til Canberra kom vi forbi Grenfell. Byen har ligesom mange andre landsbyer i New South Wales oplevet slem tørke det seneste årti, men egentligt har der vel aldrig været noget usædvanligt i manglende regn herude. Det meste af byen er ligesom den nedlagte togstation et indtørret men velbevaret klenodie fra mere optimistiske nybyggertider.
Et af byens lyspunkter er træ- og metalværkstedet "The Men's Shed" som entusiastiske lokale har etableret som et kreativt og socialt tilbud til handicappede eller utilpassede unge mænd og andre, der er i fare for at kede sig ihjel i Grenfell. Værkstedet har til huse i den bygning hvor gods i sin tid blev læsset af og på togene, og herfra kan man træde ombord i en togvogn der indeholder stedets andre faciliteter: TV-stue, toiletter og baren.
Servering starter 15 min efter afgang og slutter 30 min før ankomst, men det gør ingen forskel, for vognsættene har ikke flyttet sig en tomme i mands minde, og enhver besøgende der har tid til et stop her får straks langet en kop pulverkaffe over disken, med eller uden mælk og sukker, uden hensyntagen til køreplanen. Skulle forbindelsen fra Grenfell til verden udenfor en dag blive genåbnet ser fremtiden dyster ud for the Men's Shed, men ingen bekymrer sig vist om denne meget hypotetiske fare. Det bedste ved at besøge Grenfell og deres Men's Shed var at ingen havde set rigtige turister der længe og at vi blev oprigtigt hjerteligt modtaget. Som svar på spørgsmålet om turister langvejs fra fik vi at vide, at der da kom folk op helt fra Melbourne af og til, selvom de fleste blot var gennemrejsende. Der er officielt ikke noget at komme efter i Grenfell, men der er the Men's Shed hvis først man er der. Se nu alle de billeder jeg altid sender jer af fantastiske landskaber og nationalparker, og tænk - så er det i Grenfell der er mest at fortælle om...
Far kører traktor på Seaton's gamle gård i Weddin Mountains nationalpark. Seaton var en fattig men kreativ og hårdtarbejdende landmand, der for en menneskealder siden formåede at bygge en tilværelse og en gård for sin familie ud af gammelt skrammel og skrot, som han selv forvandlede til staldbygninger, hønsehuse, og sågar landbrugsmaskiner, på et lille stykke jord i dette varme og tørre og ufrugtbare landskab.
Skarp kontrast til det forrige billede. Sidste del af fars besøg bestod af en tur helt op til Cairns i det nordlige Queensland. Her et fugtigt billede fra verdens ældste eksisterende regnskov i Daintree nationalpark.
Far tager sig en dukkert efter at have sikret sig at ingen krokodiller er i nærheden.
Stranden nord for Cape Tribulation. Hvis man er uheldig kan man møde omstrejfende saltvandskrokodiller her.
Mangrovetræ i strandkanten. Cape Tribulation skulle være det eneste sted på jorden hvor koralrev findes et stenkast fra regnskoven. Men her er både dødelige box jelly fish og andet godt fra havet til at spolere en del af ferieidyllen.
En snorkeltur ud på Great Barrier Reef. Vi så alverdens farvestrålende koraller og fisk, store pilrokker og havskildpadder, og sågar en white tip reef shark på knapt to meter!
En beboer i botanisk have i Sydney, hvor jeg sagde farvel til far inden han fløj videre på sin jordomrejse til næste stop hos sin fætter Kaj i San Fransisco.
Christian PO kom på besøg henover jul og nytår. Her er vi den 24. december om morgenen på vandrerhjem i Manly, Sydney.
Juledagene var lejlighedsvist meget våde. Dette billede er fra juleaften.
Vejret var dog som sædvanligt mest fint. Her ses Manly Beach, en af Australiens få travle strande.
Efter Sydney begav vi os op langs østkysten med kurs mod Brisbane. Denne slange som jeg fangede på vejen fik lillemil efterfølgende i fødselsdagsgave.
ROC skuer ud mod stillehavet fra toppen af Big Nellie i Coorabakh nationalpark.
Christian nyder udsigten til den anden side og drømmer om den store outback. Vi havde i øvrigt det hele for os selv her.
ROC tager en pause fra kørslen på Pacific Highway, ved et loppemarked i nærheden af Coffs Harbour.
To gange Christian på vandretur i Yuraygir nationalpark syd for Byron Bay. Vi tog telt og det hele på ryggen og slog lejr ved stranden som ses i baggrunden.
Resterne af en strandet hawksbill havskildpadde.
En nysgerrig beboer i Yuraygir nationalpark.
En anden beboer som vi heldigvis ikke mødte.
Christian giver den som surfer i Byron Bay, hvor vi også fejrede nytår.
ROC rutsjer ned af et kæmpemæssigt kvæler-figentræ i Nightcap nationalpark. Store regnskovstræer som dette er bare helt utrolige. Efter sigende var hele Australien en gang dækket af regnskov (tænk engang), men nu udgør regnskovsområderne under 1% af landets areal. Forhåbentligt får vi lov at beholde hvad der er tilbage.
Her er regnskovens fangarme næsten ved at få gjort kål på mig.
Regnskovsgraffiti.
Et lille udvalg af kulørte regnskovsfrugter.
Mere regnskov. Ens sanser kan ikke få nok regnskov. Hvis bare billeder kunne dufte og sige ligesom lyrefuglen...
Kun iglerne lægger i sidste ende en dæmper på ens kærlighed til regnskoven.
Hashbyen Nimbin, Australiens forvoksede svar på Christiania, som vi tilfældigvis kom forbi på vej mod Brisbane. Jeg tror forresten det ville være en overraskelse for mange derhjemme at finde ud af, at blandt udlændinge er Christiania næst efter Legoland måske det mest kendte sted i Danmark. Fordi de har hørt (uden tvivl overdrevede) fortællinger om hvor fantastisk eller hvor fantastisk absurd stedet er.
Stemningsfuld lejr for enden af et hjulspor i Webbin nationalpark, hvor vi gemte os for områdets tætte hashtåger.
Endnu et fantastisk regnskovstræ, her på Mount Warnings skråninger. Tolkienfans vil i dette billede kunne se en ente samle en stor sten op for at kyle den efter en eller anden bandit. Vi besteg toppen af Mount Warning, der som de fleste andre markante steder langs Australiens østkyst er navngivet af kaptajn Cook, og så vidt jeg husker er det første sted solens stråler rammer kontinentet ved daggry. Man kan i øvrigt følge Cook's til tider dårlige humør på rejsen, når man passerer steder som fx Disaster Bay, Deception Bay, Mt Warning, Mt Misery, Cape Sorrow, og Cape Tribulation. Jo senere på hans rejse, dvs. jo længere nordpå, jo mere følelsesladede er stednavnene.
Mt Warning er i øvrigt et fint sted at studere australiernes totalt uafklarede forhold til de indfødte og den situation Cook og resten af historien har bragt dem i. I den informative turistbrochure, som reklamerer for den flotte og meget "rewarding" fire timers vandretur til toppen samt de tilhørende nationalparkfaciliteter (toiletter og offentlige gas bbq's m.m.), finder man skrevet med småt en beskeden henstillelse til folk om venligst at overveje IKKE at bestige Mt Warning - af kulturel respekt for de indfødte, som betragter stedet som helligt (og helst ikke ser hobevis af turister trampe rundt på de bjergskråninger, hvor deres forfædres sjæle hører hjemme). Fair nok, det kan vi da godt lige flotte os og nævne på bagsiden, så har National Parks og Wildlife Services i hvert fald vist deres gode vilje. Men det viser sig - til ens store overraskelse - at vejen derop ikke desto mindre er tydeligt anvist med vandreskilte, en del af stien er asfalteret eller støbt i cement, og på de stejleste steder er der udhugget eller nedlagt trappetrin i bjerget, og der er ophængt stålwire de tykke kan holde sig fast i. På toppen af bjerget har man placeret en gigantisk udsigtsplatform i stål, så alle der har spist nok æg og bacon til at klare hele turen derop bliver belønnet med en 360 graders udsigt, der kan nydes fra de opstillede bænke. Ikke just hvad man ville forvente, hvis formålet var at begrænse antallet af besøgende. Og helt ærligt... Hvis ikke det er at foregive at respektere de indfødte og deres kulturarv, og så ellers skide dem et stykke... Vi vil gerne derop, og det er så vores ret fordi vi bestemmer, men kunne vi ikke bare indrømme det i stedet for at være så dobbeltmoralske og ydmygende tarvelige. Og Mt Warning er langt fra det eneste sted det sker - det mest kendte eksempel er Uluru (Ayer's rock), hvor bjergbestigningen også er kontroversiel, men yderst praktiseret. Nå, men vi fulgte som sagt i hælene på alle de andre derop på Mt Warning - med en lille smule dårlig samvittighed på alles vegne i baghovedet. I øvrigt var udsigten slet ikke så fantastisk.
Brisbane var rejsens vendepunkt i bogstaveligste forstand. Her er vi i byen med en gammel skolekammerat fra Kvikmarken, Carsten, og hans kæreste.
Efter at have kørt op langs kysten fra Sydney til Brisbane tog vi indenlands på vejen tilbage til Canberra. Her i de mere tørre og varme områder kan man finde store kaktusser (kakta..?) som denne.
Efter klimaet at dømme kunne det godt være et sted i Sydstaterne.
Texas har ligesom de fleste outback byer en temmelig tom hovedgade og et kulisseagtigt udseende.
Vi passerer et støvende road train efter at være kørt forbi Mount Kaputar nationalpark, som desværre var lukket på grund af skovbrand.
Det hyggelige Pilliga Pottery, en lille oase i intetheden, for enden af en grusvej midt på den tomme Newell Highway.
Resterne af en skovbrand langs Newell Highway. Der er ikke andet at gøre end at vente på det brænder ud.
Christian kommer tæt på en flok kænguruer i Warrumbungle nationalpark, den sidste på turen.
Sydkorset fotograferet fra vores teltlejr.
Warrumbungles er en samling fascinerende vulkanstøtter, som er blevet efterladt blottet i det eroderende landskab.
Kan I se Christian dér i midten af billedet, og det astronomiske observatorium til venstre på den fjerne bjergryg?
ROC foran the Breadknife, en fantastisk skive bjerg, smal som en fodgængerbro og meget højere end rundetårn. Desværre kommer den ikke helt til sin ret på dette billede, men det er nu også mest mig I skal kigge på.
Lidt ulovlig skovhugst og pludselig er en kæmpe eukalyptusslange på vej. Hold udkig efter disse.
De fantastiske græstræer, som kan være flere hundrede år gamle og kun et par meter høje.
Typisk marklandskab nær Canberra.
Vinmarker er her også.
Turen nærmer sig sin ende. Her går solen ned idet vi kører tilbage ind i Australian Capital Territory (Canberra).
Til slut et billede fra den vildeste haglstorm jeg nogen sinde har oplevet. På denne aften, den 27. februar, regnede det som I kan se med isterninger - midt om sommeren! Mange bygninger i Canberra blev ødelagt (de bygger jo det værste lort hernede), og universitet var derfor lukket i næsten en uge.
Til dem af jer der er nået hertil og har set alle billederne: Godt gået og tak for jeres opmærksomhed! Jeg har en lidt mere sammenhængende og nylig outback tur at skrive om, men det må jeg hellere gøre i en separat fortælling. Indtil da kan I glæde jer til at høre mere om vores science outreach projekt "Optics in the Outback"!
Ha' det godt!
Rejsende Onkel Christian